Referenceprojekt
I udkanten af den irske by Abbeyleix ligger Ómós – et gæstehus med 16 værelser og en restaurant med plads til 40 gæster. Bag stedet står den irske kok Cúán Greene, som tidligere har arbejdet på både Noma og Geranium i København. Med Ómós ønskede han at skabe et sted, hvor gæstfrihed, mad og omgivelser hænger naturligt sammen.
Projektet omfatter et nænsomt restaureret victoriansk gæstehus og en nyopført restaurant. Fra første møde med stedet er oplevelsen præget af en tydelig omtanke for materialer, landskabet og den stemning, huset skaber.
Cúán Greene er født i Dublin i 1992 og voksede op i et irsktalende hjem med kunstnerforældrene Róisin de Buitléar og Terry Greene. Interessen for kunst og design har fulgt ham siden barndommen, men det var køkkenet, der tidligt fangede hans opmærksomhed. Allerede som 15-årig begyndte han i lære på restauranter i Sydfrankrig.
Årene i København gav ham samtidig en stor interesse for skandinavisk design og den kompromisløse tilgang til kvalitet og materialer. Derfor blev Cassandra Bradfield og Sofia Olsson fra det københavnsbaserede Asca Studio samt Rebecca Norberg fra Relief Gallery blandt de første samarbejdspartnere på projektet.
Indretningen blev udviklet over tre år og tog form, samtidig med at bygningerne blev tegnet og opført. Materialer, specialinventar, belysning og møbler er derfor tænkt som en integreret del af arkitekturen frem for en afsluttende indretning. Gennemgående detaljer og håndværksmæssige referencer til irske traditioner binder rummene sammen, selvom hvert værelse har sit eget udtryk.
Lokalt fremstillede snedkerløsninger, kunst og historiske møbler er kombineret med specialudviklede møbler og internationale samarbejder. Resultatet er en indretning, der bygger videre på den irske håndværkstradition, samtidig med at den tilfører et nutidigt og internationalt perspektiv.
Flere af møblerne og de faste interiørelementer er tegnet særligt til Ómós af Cassandra Bradfield og Rebecca Norberg og produceret lokalt til projektet.
Sammen med Ryan W. Kennihan Architects og landskabsarkitekt Edward Shackleton har designteamet skabt et sted, hvor bygninger og landskab opleves som en naturlig helhed. Selvom grunden strækker sig over næsten to hektar, føles stedet roligt, nært og menneskeligt i sin skala.